Heldigvis er vi her i Danmark opmærksomme på, at hjælpe og støtte mennesker med psykisk sygdom, psykiske forstyrrelser eller andre former for sårbarhed. Man kan altid diskutere, hvorvidt hjælpen er god nok. Men det er ikke der mit fokus ligger i dag. Mit fokus er derimod på deres pårørende, som ofte er en overset gruppe, der er udfordret og presset over lang tid, i hverdagen og presset i deres følelser og overskud. Mange pårørende går rundt med en følelse af aldrig, at kunne være rigtig glad. At glæde altid bliver efterfulgt af fortvivelse og bekymring. Det kan måske sammenlignes med, at holde vejret eller have en sten i skoen. Midt i al glæden kan jeg også mærke stenen i skoen – bekymringen eller berettigelsen til, at være glad.

Vi ved at eksempelvis psykisk sygdom, også har konsekvenser for de nærmeste pårørende. Det kan være partneren, forældrene eller børn, der bliver mærket af, at leve som nærmeste pårørende til den syge. Det samme gør sig gældende for pårørende til mennesker med en psykisk forstyrrelse – som ADHD eller en udviklingsforstyrrelse som ligger indenfor autismespektrumet.

Skruen uden ende.

At være forældre, søskende eller partner til et menneske med ovennævte problematikker kræver tålmodighed og styrke. Disse pårørende skal være stærke hele tiden, for sig selv og for deres kære. De skal være omstillingsparate, når deres kæres situation forværres eller forbedres. De skal være stærke for deres pårørende, der måske er misbrugende, selvskadende og/eller selvmordstruet. De er med på rutchebane turens op og ned ture og når det går godt, så glæder de sig over det, samtidig med at de holder vejret, fordi de ved, at før eller siden går det den anden vej igen. En af de pårørende jeg har haft i terapi, var en mor til en voksen søn med Asperger. Hun var helt holdt op med, at mærke sig selv og hendes egne følelser. Man kan sige, hun havde givet op på at være sig selv. Det var der ikke plads til, for som hun sagde “Der kommer hele tiden noget nyt, der er svært, hårdt, frusterende eller katastrofalt”

De fleste unge gennemgår en modning og løsrivningsfase. De bliver mere og mere selvstændige og har mindre og mindre brug for hjælp fra deres forældre. Det sker helt af sig selv. Men det gør det ikke nødvendigvis for en ung der er psykisk syg eller en ung med en psykiskforstyrrelse eller udviklingsforstyrrelse. De kan have brug for hjælp og støtte i større eller mindre grad resten af livet. Som den tidligere nævnte mor sagde ” det er som, at have et lille barn, der aldrig bliver voksen”

Konsekvenserne ved altid at skulle være stærk.

Bare det, at stå på sidelinien er benhårdt for de pårørende. At være nærmeste vidne til, at livet er hårdt og gør ondt på en man elsker, gør ondt. Den pårørende skal ofte sætte sine egne behov, drømme og følelser til side, når der står en, der tydeligvis har meget mere brug for mig og min tid end jeg selv har og jeg kan jo vente. At være pårørende betyder også, at den pressede situation fortsætter og du fortsætter, uden at vide hvornår det stopper eller letter eller hvornår der bliver tid og plads til dig selv.

At være så presset og ofte også så længe er meget bekymrende for den pårørendes trivsel. Ingen mennesker kan holde til, at skulle være stærke hele tiden og ydermere tilsidesætte sig selv, sit liv, drømme og ønsker på ubestemt tid, måske for altid. Nogen pårørende bliver fyldt med følelsen af skyld, når de vælger sig selv til og gør noget godt for dem selv. For nogen er hele deres eget liv, parforhold, interesser og venskaber forsvundet hen ad vejen, fordi det blev for svært, at få tid og overskud til.

Det kan betyde, at de lever med søvnløshed, ensomhed og stress og depression er en reel risiko.

For at passe på nogen skal du passe på dig selv.

Jeg møder ofte pårørende og fælles for dem er, at de er frustrede. De kan også være på vej til at brænde ud, de er kede af det, har opgivet sig selv og er modløse. De har SÅ meget brug for, at læsse af, for at dele ansvaret, følelserne og oplevelserne med nogen. Det er som at sidde overfor et korthus – et lille vindpust og de klasker sammen. At tale med nogen, er at tage ansvar for sig selv. At tage ansvar for, at kunne blive ved med, at holde til, at være pårørende i en eller anden grad.

Pas på dig selv.

Kærligst Naja