Jeg møder og hører ofte om unge og voksne der er udfordret, at angst, depression, psykoser, spiseforstyrrelser, adhd, borderline (osv) som “kun” er i medicinsk behandling for deres lidelser og udfordringer.
Det er sådan set også godt, at de har fået hjælp til, at få skruet ned for det svære, det hårde og det uudholdelige. Men er det godt nok?
Ofte er angsten, depressionen eller spiseforstyrrelsen et symptom altså et udtryk for, at der er noget andet, der er svært og smertefuldt – lav selvværd, svære nære relationer eksempelvis.
Hende der har Borderline eller ham der har adhd, der er udfordret af sin impulsive adfærd eller udfordret ved, at være i relationer, hvor arbejder de med deres følelser, sygdomsforståelse, hvor bliver de udfordret og støttet i, at prøve igen og igen og i at skabe nye mønstre, for ikke gentagne, at komme til at fucke det hele op, have kronisk dårlig selvfølelse og opleve nederlag på nederlag?
Medicin kan ikke stå alene.
Jeg undrer mig over, at der så ofte, alt for ofte udover tilbud om medicin mangler terapeutiske tilbud om, sygdoms/diagnose forståelse, hvordan du rejser dig igen efter en depression eller hvordan du kommer ud af angsten og gør noget andet end det der ikke virkede.Jeg undre mig over, at der er ingen der hjælper folk med hvordan du kan arbejde med dit selvværd, nederlag, grænser, traumer eller svære relationer osv.
Jeg har god erfaring med, at arbejde terapeutisk både med mennesker der er i medicinsk behandling og mennesker der har forskellige diagnoser.
Medicin håndterer symptomerne – ikke årsagerne eller udfordringerne. Medicin kan ikke stå alene hvis du ønsker at udvikle dig, få en bedre forståelse for dig selv og dine udfordringer. Det samme gælder i øvrigt selvmedicinering med alkohol, hash eller andet narkotika.
Kærligst Naja
