Parterapi kan godt virke skræmmende.
At indrømme, at i som par har brug for hjælp i jeres kærlighed/samliv kan godt være svært.
Når den ene part forslår parterapi første gang, bliver det ofte afvist af den anden.
At indrømme, at i har brug for hjælp, at i ikke selv kan finde tilbage til hinanden eller løse udfordringerne, kan være forbundet med skyld, skam og angst. Frygten for at miste, frygten for, at hvis vi først indrømmer det, italesætter det og går ned af den vej, der hedder parterapi, så er det slut med, at lukke øjnene og lade som om alt er okay. Så skal vi skilles.
Parterapi kan derfor godt virke skræmmende.
Man kan godt tale om et dilemma.
At afvise, at få hjælp til at løse jeres problemer og i stedet fortsætte med, at feje det ind under gulvtæppet, er som regel netop derfor, at par ender med, at gå fra hinanden. Det usagte – det uløste slider forholdet op og i stykker. Par bliver skilt, fordi de ikke får talt om, hvad det er, der foregår mellem dem, de får ikke talt om deres deres savn og længsler. De får ikke fundet ud af, hvad de gør ved hinanden og hvordan de kan løse eller rumme det.
Parterapi handler ikke om, at placere skyld, hvem der kan/skal tage skylden for hvad.
Det handler heller ikke om, at finde fejl, men at få klarhed over, hvordan er min kærestes måde, at være i relationer og verden på.
Hvad får i ud af parterapi?
Jeg oplever ofte mine klienters lettelse, når de begynder at tale om det der er svært, det der er med til ødelægge deres parforhold og kærligheden. Det er hårdt arbejde, men selvom i ikke taler om det, så er det der alligevel og slider jeres kærlighed op.
Parterapi er med til, at skabe en forståelse mellem jer og en ny forståelse for den andens grunde til, at gøre eller ikke gøre som han/hun nu gør.
Med den nye forståelse for hinanden giver det jer nye handlemuligheder, måske skal i finde vejen tilbage til hinanden eller måske skal i gå hver til sit og vil gerne gøre det på en gensidig respektfuld måde.
Kærligst Naja
