Vi opsøger hjælp, for at forstå, få støtte, råd og vejledning og for at få det nemmere eller bedre, for at udvikle os etc. Vi hyrer hjælpere i forskellige kategorier. Terapeuter, alternative behandler, psykologer, psykiatere og coaches i alverdens afskygninger.

I dag faldt jeg over en “reklame” for metakognitiv terapi. I metakognitiv terapi arbejder du med dit hoved og dine tanker. Jeg oplever, at metakognitiv terapi er det nye sort. Der bliver talt rigtig meget og varmt om det og det bliver for et eksempel præsenteret således: Metakognitiv terapi gør lige nu sit indtog verden over, og forskerne er begejstrede. Terapien har dokumenteret effekt på depression, og studier viser, at så mange som 70-80 % af alle depressive kureres helt – og det endda på rekordtid. 

I “reklamen” bliver brugt ord som – tage kontrol over dine tanker – tage styringen over din tænkning. I metakognitiv terapi kan du overvinde din depression eller via metakognitiv tænkning helt undgå, at udvikle depression.

Det lyder lovende, altså bortset fra, at jeg muligvis snart bliver arbejdsløs, hvis dette er sandt.Tankemønstre og strategier kan ændres. Det er jeg for så vidt enig i. Af en coach får du læring, afhængig af hvilken coach du vælger. Du kan lære, at træne mere målrettet, spise bedre, være mere karriere målrettet etc. Du kan få en diagnose og medicin af en psykiater. Det er sgu også meget godt. MEN er det nok??

Jeg bliver nød til, at sige noget nu.

For dert første er der en sammenhæng i os mennesker. Der er en sammenhæng mellem hoved og krop. Hoved sidder faktisk fast på kroppen. Hjernen er afhængig af hjertet. Hvis du har gættet, at nu vil Naja tale om følelser – så ja, det vil jeg. Og erfaringer, relationer og oplevelser.

For dem kan vi ikke slippe af med. Selvom mange prøver og periodevis lykkes med det. Hvis du har en depression, stress, angst, dårligt selvværd etc. så sidder det også i kroppen, i dine følelser. Erfaringer, stress og oplevelser er lige så meget tilstede i dine følelser, som det er i din tanker.

Den tidligere omtalte reklame siger endvidere sådan her: Det er en udbredt opfattelse, at den bedste måde at takle kriser på er at bearbejde dem. Vi taler, tænker og analyserer i et væk i et forsøg på at tømme rygsækken for ’dårlig bagage’. Men det er en forkert, omend fasttømret antagelse. Psyken skal ikke betragtes som en rygsæk. Der sker ingen ophobning, og det er ikke nødvendigt at ’rydde op’ for at komme videre med sit liv efter en krise. 

Man kan altså godt nøjes med, at arbejde med sine tanker. Måske har psyken ikke en rygsæk, men det har kroppen. Det oplever jeg sammen med klienter hver eneste uge. Man kan godt lukke af for sine følelser og “afskære” adgangen til sin krop. Det er der mange mennesker, der er nød til, fordi det der er i følelserne/kroppen og det den fortæller dig, er for smertefuldt og svært.

Du kan også godt blive coachet til, at blive mere målrettet, få et bedre job, træne eller spise bedre, men med mine briller på, så svarer til begge dele til, (undskyld mit sprog) at pisse i bukserne. Hvis du ikke også får erkendelser, indrager følelser, forsvarsmekanismer, erfarringer og oplevelser. Det kan føles rart til, at starte med, men på den lange bane har du ikke løst problemet.

Man kan måske sige det svarer til, at forbinde en forstuvet fod og så løbe videre. Forbindingen hjælper måske til, at starte med. Dine følelser er altså ligeglade med, at du har fået et bedre job, er blevet bedre til at træne, medicineret, spiser sundere eller tænker anderledes.  Hvis du har ondt i livet og/eller er blevet syg af, at have ondt i livet og ikke har forholdt dig til dine følelser, grænser, erfaringer og oplevelser, så er det et spørgsmål om tid, før du har ondt i foden igen.

Så jeg vil ønske for jer, der opsøger hjælpere, at i er kritiske i valg af hjælpere. Tankeændring, skærpet målrettethed, medicin – ja ingenting kan stå alene, for vi mennesker ER, i kraft af både hoved og krop.

Kærligst Naja

Indlægget Hvad stiller vi med den hovedløse krop? blev først udgivet på Naja Brendstrup.

Vi ved at eksempelvis psykisk sygdom, også har konsekvenser for de nærmeste pårørende. Det kan være partneren, forældrene eller børn, der bliver mærket af, at leve som nærmeste pårørende til den syge. Det samme gør sig gældende for pårørende til mennesker med en psykisk forstyrrelse – som ADHD eller en udviklingsforstyrrelse som ligger indenfor autismespektrumet.

Skruen uden ende.

At være forældre, søskende eller partner til et menneske med ovennævte problematikker kræver tålmodighed og styrke. Disse pårørende skal være stærke hele tiden, for sig selv og for deres kære. De skal være omstillingsparate, når deres kæres situation forværres eller forbedres. De skal være stærke for deres pårørende, der måske er misbrugende, selvskadende og/eller selvmordstruet. De er med på rutchebane turens op og ned ture og når det går godt, så glæder de sig over det, samtidig med at de holder vejret, fordi de ved, at før eller siden går det den anden vej igen. En af de pårørende jeg har haft i terapi, var en mor til en voksen søn med Asperger. Hun var helt holdt op med, at mærke sig selv og hendes egne følelser. Man kan sige, hun havde givet op på at være sig selv. Det var der ikke plads til, for som hun sagde “Der kommer hele tiden noget nyt, der er svært, hårdt, frusterende eller katastrofalt”

De fleste unge gennemgår en modning og løsrivningsfase. De bliver mere og mere selvstændige og har mindre og mindre brug for hjælp fra deres forældre. Det sker helt af sig selv. Men det gør det ikke nødvendigvis for en ung der er psykisk syg eller en ung med en psykiskforstyrrelse eller udviklingsforstyrrelse. De kan have brug for hjælp og støtte i større eller mindre grad resten af livet. Som den tidligere nævnte mor sagde ” det er som, at have et lille barn, der aldrig bliver voksen”

Konsekvenserne ved altid at skulle være stærk.

Bare det, at stå på sidelinien er benhårdt for de pårørende. At være nærmeste vidne til, at livet er hårdt og gør ondt på en man elsker, gør ondt. Den pårørende skal ofte sætte sine egne behov, drømme og følelser til side, når der står en, der tydeligvis har meget mere brug for mig og min tid end jeg selv har og jeg kan jo vente. At være pårørende betyder også, at den pressede situation fortsætter og du fortsætter, uden at vide hvornår det stopper eller letter eller hvornår der bliver tid og plads til dig selv.

At være så presset og ofte også så længe er meget bekymrende for den pårørendes trivsel. Ingen mennesker kan holde til, at skulle være stærke hele tiden og ydermere tilsidesætte sig selv, sit liv, drømme og ønsker på ubestemt tid, måske for altid. Nogen pårørende bliver fyldt med følelsen af skyld, når de vælger sig selv til og gør noget godt for dem selv. For nogen er hele deres eget liv, parforhold, interesser og venskaber forsvundet hen ad vejen, fordi det blev for svært, at få tid og overskud til.

Det kan betyde, at de lever med søvnløshed, ensomhed og stress og depression er en reel risiko.

For at passe på nogen skal du passe på dig selv.

Jeg møder ofte pårørende og fælles for dem er, at de er frustrede. De kan også være på vej til at brænde ud, de er kede af det, har opgivet sig selv og er modløse. De har SÅ meget brug for, at læsse af, for at dele ansvaret, følelserne og oplevelserne med nogen. Det er som at sidde overfor et korthus – et lille vindpust og de klasker sammen. At tale med nogen, er at tage ansvar for sig selv. At tage ansvar for, at kunne blive ved med, at holde til, at være pårørende i en eller anden grad.

Pas på dig selv.

Kærligst Naja

Indlægget Om at være pårørende til en med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse blev først udgivet på Naja Brendstrup.

Eller hvor blev kærligheden, ømheden, berøringen, sexlivet, fortroligheden, samhørigheden af?
Mange har tendens til, at tage kærligheden – kæresteforholdet for givet. I og efter forelskelses fasen bygges samhørigheden/kærligheden op og når det er gjort, så gør vi ikke så meget mere ved det og regner bare med, at det er der.
Mange glemmer undervejs, at passe på kærligheden eller kæresteskabet. At prioritere hinanden og tiden til det. Der kan være så meget andet, at se til. Men hvis kærligheden skal holde, så skal kæresteriet passes og plejes, gødes og næres, der skal prioriteres tid, skabes nærhed og opmærksomhed, ellers forandrer den sig til venskab eller dør.
Behovet for nærhed og intimitet kan man lukke ned for i lang tid og ikke mærke noget til. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at du er har mistet evnen og lysten eller, at du ikke længere har varme følelser for din kæreste. Måske skal i bare vække dem igen og lokke det frem.

Hvor blev nærheden af?

Det kan være, at du er begyndt, at savne nærhed og intimitet, at føle dig ensom, opleve hudsult osv.. Måske er i eller du i tvivl om kærligheden er helt væk. Din kæreste og dig er blevet for meget venner eller praktiske bofæller, fremfor kærester. Du oplever, at i er gledet for langt væk fra hinanden eller at du er blevet afvist for mange gange… Måske er du begyndt, at lede efter opmærksomhed og nærhed eller få det andre steder end hos din kæreste. Måske har du behov for noget din kæreste ikke kan eller vil give dig og hvad gør du så?
Både i individuel og parterapi kan vi arbejde med din eller jeres længsel. Du eller i får mulighed for, at sortere og se tingene i et klarere lys. Via indsigt får du/i mulighed for, at handle anderledes. Måske skal i finde hinanden igen eller blive afklaret og gå hver til sit.

Kærligst Naja 

Indlægget Er vores kærlighed død? blev først udgivet på Naja Brendstrup.

Unge der mistrives.

Hvordan hjælper man den unge?

Indlægget Unge der har det svært. blev først udgivet på Naja Brendstrup.

JA! Man behøver ikke at være syg, at have en diagnose eller at være kommet helt derud, hvor man kun lige hænger i med neglene, for at have brug for at starte i psykoterapi, par – eller familieterapi.
Man behøver heller ikke, at have oplevet noget traumatisk for, at gå i terapi.  Der kan være flere grunde til, at have behov for at tale med en terapeut. Det kan både være af nød, men også være af lyst og nysgerrighed, at man starter i terapi. For at lære sig selv bedre at kende og udvikle sig.

Faktisk så ligner vores problemer og udfordringer hinanden i større eller mindre grad og de fleste kan genkende, at have stødt på nogen af nedenstående problematikker…

Du har mistet lysten til alting. Det der før gav dig glæde og overskud, gør det ikke længere.

Du ligger vågen om natten og spekulerer, time efter time, nat efter nat.

Dit forhold eller familieliv sejler.

Du slæber dig afsted på arbejde, eller dit arbejde er blevet dit frirum fra familien.

Du er bekymret for dig selv og er sårbar overfor kritik.

Du føler dig fysisk syg og energiforladt.

Du har opbygget et misbrug af alkohol eller hash, for at slippe lidt væk fra dine tanker og følelser.

Hvad er terapi?

Terapi fåes i forskellige udgaver. Terapi/terapeut er ikke en beskyttet titel, så der kan vælges mellem mange forskellige slags mere eller mindre gode terapiformer og terapeuter. Kvaliteten af terapien kan være meget forskellig. En god rettesnor at gå efter, når du skal vælge terapeut er, at vælge en der har en godkendt uddannelse, det sikrer, at terapeuten har taget en uddannelse, der lever op til Psykoterapeutforeningens krav og at terapeuten i teori og praksis ved hvad hun/han laver. Du kan genkende en godkendt terapeut ved, at de har tilføjet MPF til deres navn eller hjemmeside.

Terapi hos mig er samtaleterapi. I dialog arbejder vi sammen på, at forstå, lette, styrke og erkende dine/jeres udfordringer og vilkår. Igennem dialogen og den terapeutiske proces skabes forståelse, grobund for udvikling og bedring. Det kan være enormt ensomt, at gå alene med det der bekymre, fylder og gør ondt.

Svaret på “hvem der går i terapi” er – den eller dem der ønsker en bedring, en forståelse, en udvikling eller ny indsigt og nye handlemuligheder. Det korte svar er, den der tager ansvar for sig selv, sin situation og vil styrke sig selv, sit parforhold eller familieliv. 

Kærligst Naja

Indlægget Hvem går i terapi? blev først udgivet på Naja Brendstrup.

Angst er en helt almindelig følelse, ligesom glæde, ked-af-det-hed og sorg. Bortset fra når vi taler om, at være angst i stedet for frygt eller at være bange. Med angst taler vi om om, at være bange for noget, vi godt ved er urealistisk, overdrevet eller uvirkeligt. Men alligevel er bange for. 

Eksempelvis: at nogen/noget vil slå mig eller min familie ihjel. Når jeg mærker noget i min krop, så er jeg bange og besat af, at det nok er en dødelig sygdom. Jeg kan ikke være blandt andre mennesker uden at gå i panik.

Hvis du lider af angst så oplever du sikkert også, at den begrænser dig og du og din krop reagerer helt vild under et angstanfald.

Hvad er et angstanfald?

Et angstanfald er en tilstand hvor både din krop, dine følelser, dine tanker og din adfærd er påvirket og oprørt. Det kan også beskrives som, at gå i panik.

Din krop ryster, dit hjerte hamrer derud af, du sveder, du er spændt i musklerne, du mærker uro.

Du føler dig bange, fortvivlet, ked af det eller vred.

Du tænker jeg der vil ske noget forfærdeligt, jeg må væk, nu dør jeg.

Du reagerer ved at enten at flygte, går rastløst rundt, holder dig tæt til en anden eller du “fryser” og kan ikke bevæge dig.

Har du angst?

Angst bliver til en lidelse, når den begynder at lamme dit daglige liv og du mister glæde og lyst. Når angsten begrænser dig og holder dig fanget i dårlige tanker og følelser, så er du nød til, at se nærmere på, hvad du kan gøre ved det.  Angst er et symptom på, at der er noget i forhold til dig selv, du er nød til at ændre og tage dig af, så du igen kan få styr på dine følelser, tanker og angsten. Er du bange for noget eller er du bange for alt?

Kærligst Naja

Indlægget Er du bange? blev først udgivet på Naja Brendstrup.

Indlægget Unge der ikke trives. blev først udgivet på Naja Brendstrup.