Vi ved at eksempelvis psykisk sygdom, også har konsekvenser for de nærmeste pårørende. Det kan være partneren, forældrene eller børn, der bliver mærket af, at leve som nærmeste pårørende til den syge. Det samme gør sig gældende for pårørende til mennesker med en psykisk forstyrrelse – som ADHD eller en udviklingsforstyrrelse som ligger indenfor autismespektrumet.

Skruen uden ende.

At være forældre, søskende eller partner til et menneske med ovennævte problematikker kræver tålmodighed og styrke. Disse pårørende skal være stærke hele tiden, for sig selv og for deres kære. De skal være omstillingsparate, når deres kæres situation forværres eller forbedres. De skal være stærke for deres pårørende, der måske er misbrugende, selvskadende og/eller selvmordstruet. De er med på rutchebane turens op og ned ture og når det går godt, så glæder de sig over det, samtidig med at de holder vejret, fordi de ved, at før eller siden går det den anden vej igen. En af de pårørende jeg har haft i terapi, var en mor til en voksen søn med Asperger. Hun var helt holdt op med, at mærke sig selv og hendes egne følelser. Man kan sige, hun havde givet op på at være sig selv. Det var der ikke plads til, for som hun sagde “Der kommer hele tiden noget nyt, der er svært, hårdt, frusterende eller katastrofalt”

De fleste unge gennemgår en modning og løsrivningsfase. De bliver mere og mere selvstændige og har mindre og mindre brug for hjælp fra deres forældre. Det sker helt af sig selv. Men det gør det ikke nødvendigvis for en ung der er psykisk syg eller en ung med en psykiskforstyrrelse eller udviklingsforstyrrelse. De kan have brug for hjælp og støtte i større eller mindre grad resten af livet. Som den tidligere nævnte mor sagde ” det er som, at have et lille barn, der aldrig bliver voksen”

Konsekvenserne ved altid at skulle være stærk.

Bare det, at stå på sidelinien er benhårdt for de pårørende. At være nærmeste vidne til, at livet er hårdt og gør ondt på en man elsker, gør ondt. Den pårørende skal ofte sætte sine egne behov, drømme og følelser til side, når der står en, der tydeligvis har meget mere brug for mig og min tid end jeg selv har og jeg kan jo vente. At være pårørende betyder også, at den pressede situation fortsætter og du fortsætter, uden at vide hvornår det stopper eller letter eller hvornår der bliver tid og plads til dig selv.

At være så presset og ofte også så længe er meget bekymrende for den pårørendes trivsel. Ingen mennesker kan holde til, at skulle være stærke hele tiden og ydermere tilsidesætte sig selv, sit liv, drømme og ønsker på ubestemt tid, måske for altid. Nogen pårørende bliver fyldt med følelsen af skyld, når de vælger sig selv til og gør noget godt for dem selv. For nogen er hele deres eget liv, parforhold, interesser og venskaber forsvundet hen ad vejen, fordi det blev for svært, at få tid og overskud til.

Det kan betyde, at de lever med søvnløshed, ensomhed og stress og depression er en reel risiko.

For at passe på nogen skal du passe på dig selv.

Jeg møder ofte pårørende og fælles for dem er, at de er frustrede. De kan også være på vej til at brænde ud, de er kede af det, har opgivet sig selv og er modløse. De har SÅ meget brug for, at læsse af, for at dele ansvaret, følelserne og oplevelserne med nogen. Det er som at sidde overfor et korthus – et lille vindpust og de klasker sammen. At tale med nogen, er at tage ansvar for sig selv. At tage ansvar for, at kunne blive ved med, at holde til, at være pårørende i en eller anden grad.

Pas på dig selv.

Kærligst Naja

Indlægget Om at være pårørende til en med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse blev først udgivet på Naja Brendstrup.

Eller hvor blev kærligheden, ømheden, berøringen, sexlivet, fortroligheden, samhørigheden af?
Mange har tendens til, at tage kærligheden – kæresteforholdet for givet. I og efter forelskelses fasen bygges samhørigheden/kærligheden op og når det er gjort, så gør vi ikke så meget mere ved det og regner bare med, at det er der.
Mange glemmer undervejs, at passe på kærligheden eller kæresteskabet. At prioritere hinanden og tiden til det. Der kan være så meget andet, at se til. Men hvis kærligheden skal holde, så skal kæresteriet passes og plejes, gødes og næres, der skal prioriteres tid, skabes nærhed og opmærksomhed, ellers forandrer den sig til venskab eller dør.
Behovet for nærhed og intimitet kan man lukke ned for i lang tid og ikke mærke noget til. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at du er har mistet evnen og lysten eller, at du ikke længere har varme følelser for din kæreste. Måske skal i bare vække dem igen og lokke det frem.

Hvor blev nærheden af?

Det kan være, at du er begyndt, at savne nærhed og intimitet, at føle dig ensom, opleve hudsult osv.. Måske er i eller du i tvivl om kærligheden er helt væk. Din kæreste og dig er blevet for meget venner eller praktiske bofæller, fremfor kærester. Du oplever, at i er gledet for langt væk fra hinanden eller at du er blevet afvist for mange gange… Måske er du begyndt, at lede efter opmærksomhed og nærhed eller få det andre steder end hos din kæreste. Måske har du behov for noget din kæreste ikke kan eller vil give dig og hvad gør du så?
Både i individuel og parterapi kan vi arbejde med din eller jeres længsel. Du eller i får mulighed for, at sortere og se tingene i et klarere lys. Via indsigt får du/i mulighed for, at handle anderledes. Måske skal i finde hinanden igen eller blive afklaret og gå hver til sit.

Kærligst Naja 

Indlægget Er vores kærlighed død? blev først udgivet på Naja Brendstrup.

JA! Man behøver ikke at være syg, at have en diagnose eller at være kommet helt derud, hvor man kun lige hænger i med neglene, for at have brug for at starte i psykoterapi, par – eller familieterapi.
Man behøver heller ikke, at have oplevet noget traumatisk for, at gå i terapi.  Der kan være flere grunde til, at have behov for at tale med en terapeut. Det kan både være af nød, men også være af lyst og nysgerrighed, at man starter i terapi. For at lære sig selv bedre at kende og udvikle sig.

Faktisk så ligner vores problemer og udfordringer hinanden i større eller mindre grad og de fleste kan genkende, at have stødt på nogen af nedenstående problematikker…

Du har mistet lysten til alting. Det der før gav dig glæde og overskud, gør det ikke længere.

Du ligger vågen om natten og spekulerer, time efter time, nat efter nat.

Dit forhold eller familieliv sejler.

Du slæber dig afsted på arbejde, eller dit arbejde er blevet dit frirum fra familien.

Du er bekymret for dig selv og er sårbar overfor kritik.

Du føler dig fysisk syg og energiforladt.

Du har opbygget et misbrug af alkohol eller hash, for at slippe lidt væk fra dine tanker og følelser.

Hvad er terapi?

Terapi fåes i forskellige udgaver. Terapi/terapeut er ikke en beskyttet titel, så der kan vælges mellem mange forskellige slags mere eller mindre gode terapiformer og terapeuter. Kvaliteten af terapien kan være meget forskellig. En god rettesnor at gå efter, når du skal vælge terapeut er, at vælge en der har en godkendt uddannelse, det sikrer, at terapeuten har taget en uddannelse, der lever op til Psykoterapeutforeningens krav og at terapeuten i teori og praksis ved hvad hun/han laver. Du kan genkende en godkendt terapeut ved, at de har tilføjet MPF til deres navn eller hjemmeside.

Terapi hos mig er samtaleterapi. I dialog arbejder vi sammen på, at forstå, lette, styrke og erkende dine/jeres udfordringer og vilkår. Igennem dialogen og den terapeutiske proces skabes forståelse, grobund for udvikling og bedring. Det kan være enormt ensomt, at gå alene med det der bekymre, fylder og gør ondt.

Svaret på “hvem der går i terapi” er – den eller dem der ønsker en bedring, en forståelse, en udvikling eller ny indsigt og nye handlemuligheder. Det korte svar er, den der tager ansvar for sig selv, sin situation og vil styrke sig selv, sit parforhold eller familieliv. 

Kærligst Naja

Indlægget Hvem går i terapi? blev først udgivet på Naja Brendstrup.

Indlægget Hvordan gik sommerferien? blev først udgivet på Naja Brendstrup.

Det starter med, at du respekterer dig selv…

I psykoterapi kan du arbejde med dit selvværd. Jeg er ret sikker på jeg kan hjælpe dig til, at blive tydligere og holde fast i dig selv. Jeg kan støtte dig i, at blive tydeligere, klar i spyttet og stå fast, hvad enten det er overfor din kæreste, dine børn eller forældre.

Kærligst Naja <3

Indlægget Folk bliver sure eller respekterer det ikke, når jeg siger fra. blev først udgivet på Naja Brendstrup.

I disse tider kan det godt nok være en forvirrende omgang at være børnefamilie.
På den ene side lyder anbefalingerne, at vi som de voksne skal være fyrtårne/føreruvlene der viser vejen, vi skal være tydelige, autentiske, tage ansvaret og siger nej.
Men på den anden side, skal man som forældre jo også være anerkendende, lytte til børnenes behov, børn skal have medbestemmelse og der skal være demokrati i familien.

Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet, men det kan godt være blevet til en værre suppedas, når vi prøver at udføre alt dette i praksis. En suppedas/familieliv, som er blevet uudholdeligt for alle i familien.
Det kan føles som om børnene bliver mere og mere umulige og krævende og at du som forældre bliver mere og mere presset og træt og det at komme hjem efter en lang arbejdsdag, virker som at træde ind i et krigsområde, hvor børnene er ved, at overtage herredømmet fuldstændig. De nægter måske, at sove eller spise. Det er måske kun mor eller far der duer til bestemte ting. Det er måske blevet en kamp, at komme afsted om morgenen eller alting er bare blevet en kamp om vilje.

Det ender måske ofte i skrig, hyl og skrål for jer alle og dårlig samvittighed er ved, at være blevet din faste følgesvend. Det kan også være, at dit barn er begyndt, at vise dårlig trivsel andre steder end derhjemme. Måske nægter de, at samarbejde i skolen og skolen- børnehaven- vuggestuen er begyndt, at pippe om det.
Hvis du/i kan genkende det her, så er det måske ved, at være tid til, at få ryddet op i familielivet og finde en ny retning.

Jeg tilbyder familieterapi eller familierådgivning.
Det kan enten foregå hos mig eller jer.

Kærligst Naja <3

Indlægget Hvem er de voksne hjemme hos jer? blev først udgivet på Naja Brendstrup.