Jeg møder og hører ofte om unge og voksne der er udfordret, at angst, depression, psykoser, spiseforstyrrelser, adhd, borderline (osv) som “kun” er i medicinsk behandling for deres lidelser og udfordringer.
Det er sådan set også godt, at de har fået hjælp til, at få skruet ned for det svære, det hårde og det uudholdelige. Men er det godt nok?

Ofte er angsten, depressionen eller spiseforstyrrelsen et symptom altså et udtryk for, at der er noget andet, der er svært og smertefuldt – lav selvværd, svære nære relationer eksempelvis.
Hende der har Borderline eller ham der har adhd, der er udfordret af sin impulsive adfærd eller udfordret ved, at være i relationer, hvor arbejder de med deres følelser, sygdomsforståelse, hvor bliver de udfordret og støttet i, at prøve igen og igen og i at skabe nye mønstre, for ikke gentagne, at komme til at fucke det hele op, have kronisk dårlig selvfølelse og opleve nederlag på nederlag?

Medicin kan ikke stå alene.

Jeg undrer mig over, at der så ofte, alt for ofte udover tilbud om medicin mangler terapeutiske tilbud om, sygdoms/diagnose forståelse, hvordan du rejser dig igen efter en depression eller hvordan du kommer ud af angsten og gør noget andet end det der ikke virkede.Jeg undre mig over, at der er ingen der hjælper folk med hvordan du kan arbejde med dit selvværd, nederlag, grænser, traumer eller svære relationer osv.

Jeg har god erfaring med, at arbejde terapeutisk både med mennesker der er i medicinsk behandling og mennesker der har forskellige diagnoser.
Medicin håndterer symptomerne – ikke årsagerne eller udfordringerne. Medicin kan ikke stå alene hvis du ønsker at udvikle dig, få en bedre forståelse for dig selv og dine udfordringer. Det samme gælder i øvrigt selvmedicinering med alkohol, hash eller andet narkotika.

Kærligst Naja

Indlægget Medicin og terapi blev først udgivet på Naja Brendstrup.

Vi ved at eksempelvis psykisk sygdom, også har konsekvenser for de nærmeste pårørende. Det kan være partneren, forældrene eller børn, der bliver mærket af, at leve som nærmeste pårørende til den syge. Det samme gør sig gældende for pårørende til mennesker med en psykisk forstyrrelse – som ADHD eller en udviklingsforstyrrelse som ligger indenfor autismespektrumet.

Skruen uden ende.

At være forældre, søskende eller partner til et menneske med ovennævte problematikker kræver tålmodighed og styrke. Disse pårørende skal være stærke hele tiden, for sig selv og for deres kære. De skal være omstillingsparate, når deres kæres situation forværres eller forbedres. De skal være stærke for deres pårørende, der måske er misbrugende, selvskadende og/eller selvmordstruet. De er med på rutchebane turens op og ned ture og når det går godt, så glæder de sig over det, samtidig med at de holder vejret, fordi de ved, at før eller siden går det den anden vej igen. En af de pårørende jeg har haft i terapi, var en mor til en voksen søn med Asperger. Hun var helt holdt op med, at mærke sig selv og hendes egne følelser. Man kan sige, hun havde givet op på at være sig selv. Det var der ikke plads til, for som hun sagde “Der kommer hele tiden noget nyt, der er svært, hårdt, frusterende eller katastrofalt”

De fleste unge gennemgår en modning og løsrivningsfase. De bliver mere og mere selvstændige og har mindre og mindre brug for hjælp fra deres forældre. Det sker helt af sig selv. Men det gør det ikke nødvendigvis for en ung der er psykisk syg eller en ung med en psykiskforstyrrelse eller udviklingsforstyrrelse. De kan have brug for hjælp og støtte i større eller mindre grad resten af livet. Som den tidligere nævnte mor sagde ” det er som, at have et lille barn, der aldrig bliver voksen”

Konsekvenserne ved altid at skulle være stærk.

Bare det, at stå på sidelinien er benhårdt for de pårørende. At være nærmeste vidne til, at livet er hårdt og gør ondt på en man elsker, gør ondt. Den pårørende skal ofte sætte sine egne behov, drømme og følelser til side, når der står en, der tydeligvis har meget mere brug for mig og min tid end jeg selv har og jeg kan jo vente. At være pårørende betyder også, at den pressede situation fortsætter og du fortsætter, uden at vide hvornår det stopper eller letter eller hvornår der bliver tid og plads til dig selv.

At være så presset og ofte også så længe er meget bekymrende for den pårørendes trivsel. Ingen mennesker kan holde til, at skulle være stærke hele tiden og ydermere tilsidesætte sig selv, sit liv, drømme og ønsker på ubestemt tid, måske for altid. Nogen pårørende bliver fyldt med følelsen af skyld, når de vælger sig selv til og gør noget godt for dem selv. For nogen er hele deres eget liv, parforhold, interesser og venskaber forsvundet hen ad vejen, fordi det blev for svært, at få tid og overskud til.

Det kan betyde, at de lever med søvnløshed, ensomhed og stress og depression er en reel risiko.

For at passe på nogen skal du passe på dig selv.

Jeg møder ofte pårørende og fælles for dem er, at de er frustrede. De kan også være på vej til at brænde ud, de er kede af det, har opgivet sig selv og er modløse. De har SÅ meget brug for, at læsse af, for at dele ansvaret, følelserne og oplevelserne med nogen. Det er som at sidde overfor et korthus – et lille vindpust og de klasker sammen. At tale med nogen, er at tage ansvar for sig selv. At tage ansvar for, at kunne blive ved med, at holde til, at være pårørende i en eller anden grad.

Pas på dig selv.

Kærligst Naja

Indlægget Om at være pårørende til en med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse blev først udgivet på Naja Brendstrup.

Indlægget Unge der ikke trives. blev først udgivet på Naja Brendstrup.

Indlægget Hvordan gik sommerferien? blev først udgivet på Naja Brendstrup.

I disse tider kan det godt nok være en forvirrende omgang at være børnefamilie.
På den ene side lyder anbefalingerne, at vi som de voksne skal være fyrtårne/føreruvlene der viser vejen, vi skal være tydelige, autentiske, tage ansvaret og siger nej.
Men på den anden side, skal man som forældre jo også være anerkendende, lytte til børnenes behov, børn skal have medbestemmelse og der skal være demokrati i familien.

Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet, men det kan godt være blevet til en værre suppedas, når vi prøver at udføre alt dette i praksis. En suppedas/familieliv, som er blevet uudholdeligt for alle i familien.
Det kan føles som om børnene bliver mere og mere umulige og krævende og at du som forældre bliver mere og mere presset og træt og det at komme hjem efter en lang arbejdsdag, virker som at træde ind i et krigsområde, hvor børnene er ved, at overtage herredømmet fuldstændig. De nægter måske, at sove eller spise. Det er måske kun mor eller far der duer til bestemte ting. Det er måske blevet en kamp, at komme afsted om morgenen eller alting er bare blevet en kamp om vilje.

Det ender måske ofte i skrig, hyl og skrål for jer alle og dårlig samvittighed er ved, at være blevet din faste følgesvend. Det kan også være, at dit barn er begyndt, at vise dårlig trivsel andre steder end derhjemme. Måske nægter de, at samarbejde i skolen og skolen- børnehaven- vuggestuen er begyndt, at pippe om det.
Hvis du/i kan genkende det her, så er det måske ved, at være tid til, at få ryddet op i familielivet og finde en ny retning.

Jeg tilbyder familieterapi eller familierådgivning.
Det kan enten foregå hos mig eller jer.

Kærligst Naja <3

Indlægget Hvem er de voksne hjemme hos jer? blev først udgivet på Naja Brendstrup.

“Jeg kan mærke mine unger ikke kan lide min kæreste”

“Jeg kan se på min kæreste, han/hun ikke kan lide mine børn”

Det kan være en blandet fornøjelse for både børn og voksne, når de skal møde hinanden for første gang og måske leve sammen fremadrettet.

For selvom børn som udgangspunkt er fantastiske og har gode grunde til, at reagere som de gør, så kan de godt opleves som det stik modsatte og som om de er decideret ondskabsfulde, manipulerende og usamarbejdsvillige.

For børn/unge kan det virkelig også være svært, at få øje på, hvad der er så fantastisk ved fars nye kæreste og hvorfor han opfører sig både pinligt og latterligt.

Svært at erkende

Det kan være rigtigt skamfuldt – og jeg indrømmer det kun overfor mig selv – at jeg ikke kan lide min kærestes børn eller direkte hader dem.

Uanset for hvem det er svært, så er det en god ide for de voksne at få taget ansvaret og få taget sig af det – for det går ikke væk af sig selv.

Det svære kan man tale om og arbejde med i familieterapi. Her kan i få en større forståelse af hinanden og få lavet nogle gode aftaler.

I skal være velkommen hos mig i Vig

• Læs mere om familieterapi

Indlægget Trives alle i jeres sammenbragte familie? blev først udgivet på Naja Brendstrup.